Fisk jeg muligvis kan fange i min biotop

Skallere:
Skallen må fanges året rundt med visse lokale begrænsninger. Skallen er den mest almindeligt forekommende fisk i danske søer.

Skallen er en slank fisk. Rygfinnen begynder lidt foran en lodret linje gennem basis af bugfinnerne. Kroppen er dækket af store skæl. Farven varierer. Ryggen er blågrå eller brunlig, siderne er sølvskinnende. Skallen er en kedelig spisefisk med mange små ben.

Suder:

Suderen må fanges året rundt. Om vinteren går fiskene i en slags dvale, hvor de i store stimer står urokkkelige på bunden.



I gamle dage mente man, at suderen kunne helbrede andre fisk ved at lade dem gnide deres sår mod dens slimede krop. Til gengæld kunne suderen så være i fred for de andre fisk; men dette er ikke rigtigt, da f.eks. gedden æder sudere med velbehag.

En suder er nok den lettest genkendelige af alle europæiske -karpefisk. Kroppen er kraftig og kompakt, de små skæl er dækket af et kraftigt slimlag og ligger så tæt til kroppen, at man hverken kan se eller mærke dem. Den har kraftige runde finner, og dens grundfarve er olivengrøn med et gyldent skær. Bugen er grålig med en violet farvetone. I hver mundvig har den en lille skægtråd. Suderen er en god spisefisk med hvidligt kød. Når den fanges i mindre vandhuller, kan den smage lidt "mudret", men hvis man lader den gå et par dage i rent fersk-vand, forsvinder bismagen.

(http://docs.norden.org/faktaof/Default.htm)

Karusser:
Karussen er en flot brun-grønlig højrygget fisk. Den går ofte under betegnelsen "den lille prop", idet den ikke bliver særlig lang. Der findes flere forskellig former for karusser. Den almindeligste er nok den lille damkarusse. Karussen stammer oprindeligt fra sølvkarussen (Carassius auratus). Sølvkarussen er forholdsvis almindelig i DK og kan kendes fra karussen på at den har 27-31skæl langs sidelinien, hvor karussen har 31-34. Fisken har rimelig store skæl af sin størrelse og har ofte en tydelig linie fra hovedet ned til halefinnen.

Karussen er en af de mest hårdføre fisk. Selv i de mest mudrede og beskidte vande kan den overleve. Den findes i utrolig mange små vandhuller og andedamme. Karussen er en stimefisk, der nyder at befinde sig i områder i nærheden af siv og grøde. Den kan blive over 2 kg. men en fisk på over 1 kg er en fin fisk. I større søer, moser, tørvegrave og mergelgrave ser man ofte karussen springe i vandet. Det skyldes at der er en stor bestand af arten.

Karussen er meget kompakt og højrygget. Den har i modsætning til karpen ikke skægtråde i munden. Grundfarven varierer fra brungylden til olivengrøn. Ryggen er lang. Fisken er meget hårdfør, derfor er den bl.a. god som agnfisk
Karussen kan fanges på majs, orm, maddiker, samt dej fisket nær bunden, enten med bundtakkel eller flådfisket.
Ofte kan karussen være svær at fange, idet den bidder meget forsigtigt. Den lever nær bunden og lever af planterester, larver, krebsdyr og andre småting. Fisken kan også fanges om vinteren. Nogle vil endda sige, at der er bedre at fiske efter denne flotte og fightende fisk i slutefteråret og frem til foråret frem for i de varme sommermåneder.
Karusser kan principielt fangen hele året, med forår/sommer er nok at foretrække.

Gedder:
Gedden er fredet mellem 1. april og 30. april.

Gedden er Nordeuropas største ferskvandsfisk, og den kan blive meget gammel. Det fortælles, at Tysklands kejser Friedrich II i 1230 udsatte en gedde, som blev fanget i 1497. Den var da 5,8 meter lang og vejede 250 kg. Skelettet blev udstillet i Mannheims katedral. Det er dog nu afsløret som svindel. Gedden er altædende, og den kan dø på grund af sin grådighed, da dens bagudrettede tænder forhindrer den i at give slip på byttet. I gamle dage spiste man geddens hjerte for at undgå pestsmitte. Om det hjalp, melder historien ikke noget om.

Gedden er let genkendelig på sin nærmest torpedoformede krop og det brede flade hoved. Den store rygfinne og gatfinnen er placeret over for hinanden langt tilbage på kroppen. Munden er stor med mange spidse tænder i både kæberne og ganen. Geddens farve varierer en del. De ældre gedder er normalt mørkere end de unge. Geddens farvetegning er grønlig med gule pletter. Kødet er ret delikat, hvis gedden afslimes inden tilberedningen. Det indeholder imidlertid mange små ben. (http://docs.norden.org/faktaof/text/17gedde.htm)